Fire savn, fire unikke måder at mindes
Fødselsdage, højtider, dødsdagen eller årsdag for begravelsen. På mærkedage kan der være behov for at mindes de afdøde, og derfor kan det være en god idé at gøre lidt ekstra ud af dagen. Men hvad kunne det være? Få inspiration til, hvordan du selv kan mindes dine savnede, ved at læse disse personers forskellige måder at mindes.
Tekst: Camilla H. Gjedde
23. år med æblekage og blomsterkrans
– Hanne Rose Jensen, 57 år, Frederikssund:
Egentlig har jeg aldrig været den store æblekagespiser, men det er blevet en tradition for mig og min veninde, som også hedder Hanne, at tage hjem til hende for at spise æblekage, når vi har været på kirkegården 1. december. På denne dag lægger vi nemlig gran og en blomsterkrans på mine forældres gravsted, for min far havde nemlig fødselsdag 1. december.
Traditionen kræver dog lidt baggrundsviden, for mine forældre døde kort tid efter hinanden – først min mor og så min far – og blot to år efter døde min søster så. Mine forældre er begravet på Humlebæk Kirkegård, mens min søster er begravet i Jylland, og min veninde, Hanne, var oprindelig min søsters veninde gennem ca. 25 år. Man kan derfor sige, at jeg har ’arvet’ hende fra min søster, da hun døde som 43-årig, og at Hanne og jeg tager op på kirkegården i Humlebæk – lige bag kunstmuseet Louisiana – giver anledning til at få en snak om gamle dage med min søster. Selv om det ikke er der, min søster er begravet, er det nærliggende at tage derop i stedet for at tage til Jylland, og det vigtige er bare at tage op sammen og mindes.
Faktisk pyntede min veninde også min søsters kiste sammen med mig og min mand, Thomas, og i begyndelsen, lige efter min søsters begravelse, tænkte jeg, at det nok bare fortsatte i et par år. Nu har vi gjort det i 23 år.
Efter turen på kirkegården tager vi hjem til Hanne, hvor hendes mand har bagt æblekage, hvilket han er virkelig god til, og der er kaffe på kanden. Og nej, før denne tradition opstod, var jeg ikke særlig vild med æblekage, men i dag holder jeg af den, fordi den er forbundet med en hygge- og mindeværdig stund.
’Dejlig er jorden’ efterfulgt af stilhed
– Julie og Lene Svenningsen (datter og mor), 28 og 54 år, Skals og Nykøbing Mors:
I min familie mistede vi vores mormor/mor i 2016. Vi savner hende alle ufattelig meget, da hun om nogen var et stort familiemenneske, og specielt vi børnebørn var hendes ét og alt. Derfor gør vi meget ud af at mindes hende. Hele familien snakker ofte om familien, men lidt ekstra ved juletid.
Min mormors absolutte yndlingssang var nemlig ’Dejlig er jorden’, og derfor bruger vi især juletiden til at mindes hende ved naturligvis at synge den, når vi danser rundt om juletræet. Det er en tradition juleaften, at vi på skift vælger en sang at synge, og selv om mor/mormor ikke er her mere, synger vi stadig ’Dejlig er jorden’ som afslutning på juletræsdansen – og der er ingen tvivl om, at det er den sang, der bliver sunget allerhøjest og allermest med på. Når vi har sunget mors/mormors yndlingssang, holder vi altid et minuts stilhed rundt om træet til ære for hende.
Da jeg, Julie, havde barnedåb for min lille søn, ønskede vi også at synge salmen i kirken for at mindes hende og alligevel gøre hende til en del af den store dag. Vi fik desværre ikke mulighed for at synge den i kirken, så vi besluttede i stedet at synge den hjemme hos os, hvor dåben blev holdt, inden vi begyndte at spise. Det var dog ikke nemt, for vi blev så berørte, både jeg, min mor og min lillebror, at vi næsten ikke kunne få salmens ord ud over vores læber.
Stærkt fødselsminde og gode snakke
– Line Lauth Madsen, 24 år, Balling:
På årsdagen for min mors død samles vi, min papfar (min mors mand), mine søskende, jeg og alle vores partnere, børn og hunde, hjemme hos min papfar og søster i det hus, vi alle har boet i sammen med min mor. Herfra går vi i fællesskab på kirkegården for at ordne gravstedet, sætte blomster og for at snakke om hende. Herefter spiser vi altid sammen og bruger hele dagen sammen, for det var vigtigt for min mor, at vi alle skulle være glade den dag, hun ikke var her mere. Dét forsøger vi at efterleve ved at bruge denne dag sammen, for selv om det er i en trist anledning – dagen for vores elskede mors/kones død – samles vi, ser hinanden, snakker sammen og griner en masse sammen. Lige i hendes ånd.
Selv besøger jeg hendes gravsted i anledning af eksempelvis fødselsdage og julen. Her fortæller jeg hende om løst og fast, at jeg savner hende, men også, at vi klarer os godt. På disse dage er det også blevet en fast tradition for mig at kigge op mod himlen og både sige godmorgen og godnat til hende, for det er en god måde at inddrage hende i min dag på disse mærkedage. Vigtigst for mig er bare at være åben omkring hendes død og mit savn, men også at have accepteret, at uanset hvor meget jeg end vil, kan jeg ikke ændre på situationen.
Der er dog én stor mærkedag, hvor jeg virkelig ville have ønsket, at hun var der. Nemlig den dag, hvor jeg fødte min søn. Mit største ønske var, at hun kunne have været der. Derfor havde jeg ét ønske under min fødsel, og det var, at et billede af min mor skulle stå på fødestuen, når min søn kom til verden. Det var min måde at have mor med i det hele på, og det var min måde at vise hende, at hun var blevet bedstemor – og jeg mor – men også et symbol på, at alt det, hun havde været og stadig er for mig, nu er det, jeg skal til at være for det her vidunderlige lille menneske. Hendes barnebarn.
Nytårsraket med hilsner til de savnede
– Signe Marie Holm Dahl, 33 år, Vallensbæk Strand:
I mange år, mens jeg stadig boede og holdt nytår hjemme, sendte vi én fællesraket op, hvor alle ved selskabet kunne skrive navne på dem, de havde mistet. Ideen gik på, at når man sendte raketten til vejrs, sendte man også en tanke op til dem i himlen, man havde mistet og noteret på raketten. De savnede behøvede ikke at være døde i det pågældende år, men hvis man ville, var der mulighed for at sende en lille tanke op til dem.
Nogle gange var der nogle, som havde skrevet et lille brev og vedhæftet på rakettens pind og dermed sendt brevet med til vejrs. Engang skrev jeg et brev til min mormor og sendte med raketten op i himlen, og selv om jeg ikke helt præcis kan huske, hvad jeg skrev, kan jeg huske, at jeg bare ville fortælle hende, hvordan det gik, og at jeg savnede hende. Herefter plejede vi at stå samlet og sige nogle enkelte ord for efterfølgende at skåle og ønske godt nytår. Og selv om det ikke var de helt store ord, der blev sagt højt, var det alligevel, som om alle trak sig lidt ind i sig selv for en stund for at sunde sig og sende en tanke af sted til dem, man havde mistet. Selv har jeg brugt dette stille øjeblik til at tænke på alle de gode stunder, jeg har haft med dem, jeg har noteret på raketten.
Selv om vi ikke holder nytår
sammen mere i familien, ved jeg, at der er mange, der stadig holder denne tradition ved lige ved at skrive de mistedes navne på en raket og sende den til vejrs. Jeg gør det i hvert fald stadig, når der er anledning til det, og jeg tænker også, at det er en tradition, jeg vil give videre til mine to børn.
For især at mindes mine bedsteforældre sender jeg stadig beskeder til min morfar på Messenger på Facebook, hvor jeg skriver, hvordan det går med mig og mine unger. Sommetider sender jeg også billeder af børnene og skriver, hvad de kan, og hvad de har lært, og på den måde føler jeg nok, at han og min mormor følger lidt med i mig, mit liv og min familie.
FIND DIN LOKALE BEDEMAND
RING DØGNET RUNDT
