Begravelseshjælp – økonomisk støtte ved dødsfald
Når en person dør, kan de pårørende søge begravelseshjælp fra det offentlige. Det er et økonomisk tilskud, der kan dække en del af udgifterne i forbindelse med en begravelse eller bisættelse.
Ansøgningen kan ske via borger.dk, eller bedemanden kan tage sig af det som en del af forløbet.
Hvem kan få begravelseshjælp?
Begravelseshjælp udbetales, hvis afdøde havde ret til dansk sygesikring.
Det er som udgangspunkt den person, der har bestilt begravelsen, der modtager beløbet – enten på sin egen NemKonto eller til bedemanden, hvis regningen er sat på kredit.

Hvor meget kan man få i begravelseshjælp?
Hvor meget man kan få i begravelseshjælp afhænger blandt andet af afdødes alder. For børn under 18 år er hjælpen et fast beløb. For voksne kan der ydes op til 12.950 kr., afhængigt af formueforholdene. Er afdøde født før 1. april 1957, vil man dog altid være berettiget til mindst 1.050 kr. i begravelseshjælp – uanset formue.

Hvornår nedsættes eller bortfalder begravelseshjælpen?
Hvis afdøde havde ægtefælle eller børn under 18 år:
- Fuldt beløb ved formue op til 43.300 kr.
- Hjælpen bortfalder ved formue over 56.250 kr.
Hvis afdøde var enlig uden børn under 18 år:
- Fuldt beløb ved formue op til 21.700 kr.
- Hjælpen bortfalder ved formue over 34.650 kr.
Formuen opgøres ud fra værdierne på dødsdagen og kan omfatte opsparing, ejendom, biler og engangsudbetalinger fra fx pension eller forsikring. Genstande med en vurderet salgsværdi under 3.000 kr. medregnes normalt ikke.
Udgifter til kiste, urne og bedemand indgår ikke i formueopgørelsen.
Hvis afdøde efterlader sig ægtefælle eller registreret partner, beregnes formuen ud fra begge parters samlede værdier – inklusive eventuelt særeje.
Hvad hvis man ikke har råd til begravelsen?
Hvis hverken boet eller de efterladte har mulighed for at betale, kan kommunen i særlige tilfælde stå for en kommunal begravelse. I så fald er det kommunen, der bestemmer, hvordan afskeden foregår.

Andre former for begravelsesstøtte
Efterlevelseshjælp (for samlevende)
En samlever kan søge et engangsbeløb på op til 15.303 kr. – afhængigt af indkomst og formue. Ansøgningen skal foretages via borger.dk.
Efterlevelsespension (for ægtefæller)
Hvis både afdøde og den efterlevende var folkepensionister og har boet sammen i mindst tre år, udbetales automatisk tre måneders ekstra folkepension – uden behov for ansøgning.
Andre muligheder for støtte
- Sygeforsikringen “danmark”: Medlemmer af gruppe 1 og 2 kan få 1.400 kr. i tilskud.
- Fagforeninger og pensionsordninger: Nogle organisationer tilbyder ekstra støtte – kontakt dem direkte.
Ofte stillede spørgsmål om begravelseshjælp
Når man søger begravelseshjælp, kan der hurtigt opstå spørgsmål om beløb, betingelser og ansøgning. Her har vi samlet svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål, så du nemt kan få overblik over, hvad du skal være opmærksom på.
Hvad er begravelseshjælp?
Hvordan søger man begravelseshjælp?
Hvornår udbetales begravelseshjælpen?
Skal man betale skat af begravelseshjælpen?
Kan man få begravelseshjælp ved askespredning?
Hvad er forskellen på begravelseshjælp og efterlevelseshjælp?
Har du brug for hjælp?
Hos Begravelse Danmark sørger vi altid for at søge begravelseshjælp på vegne af de pårørende. Du skal blot underskrive en fuldmagt – så klarer vi ansøgningen og sender de nødvendige dokumenter til Udbetaling Danmark, herunder skifteretsattesten.
Du er altid velkommen til at kontakte os – vi er her hele døgnet.