“Blå urne, håndbajere i kirken eller Kim Larsen over orglet? Sådan gør du din sidste rejse helt unik”
Om du skal brændes, begraves eller spredes over havet, den dag, du ikke er her mere, er overvejelser, du kan gøre dig, inden du dør. Faktisk er der rigtig mange ting, du med fordel kan og bør begynde at tænke over i forhold til din egen død – både for din egen og dine pårørendes skyld.
Tekst: Camilla H. Gjedde
Tre salmer og en helt hvid kiste – intet specielt. For mange kan det være svært at forholde sig til døden, og derfor vælger mange en helt klassisk skabelon, når det kommer til måden, de skal væk herfra på. Det er svært at snakke om, at nogen, man har kær, ikke skal være her mere, og endnu sværere kan det være at forholde sig til, at det også går den vej for én selv. Det ændrer dog ikke på, at vi alle skal væk herfra en dag, og døden er derfor en helt naturlig del af livet, fortæller Pernille Rasmussen, der er bedemand i Begravelse Danmark i Herlev.
– Måske kan tanken om døden endda hjælpe os til at værdsætte livet endnu mere. Forholder vi os naturligt til døden, bliver det også nemmere at tage stilling til, hvordan vi skal herfra, og i mødet med de pårørende oplever jeg ofte en lettelse i snakken om afskeden, når den afdøde har taget stilling og nedskrevet sine ønsker, siger Pernille.
Når vi skal herfra, efterlader vi de pårørende med alt fra sorg til udvælgelse af kirke, blomster og kiste. Men faktisk kan du gøre hele processen i forbindelse med din død lidt lettere – det kræver blot, at du tager stilling til en række forskellige elementer, der har betydning for din sidste rejse. Men hvad skal du tænke over, hvornår er det bedst at starte, og hvem skal du dele disse tanker med? Læs med, når Pernille gør dig klogere på de ting, der er vigtige at tænke over, inden du tager herfra.
Til havs, til lands, i luften eller til forskning?
Én af de vigtigste punkter at tage stilling til, i forbindelse med din død, er, hvad der skal ske med din krop. Skal du brændes eller begraves? Vil du donere din krop til forskning, eller vil du have din aske spredt over havet. Lige præcis denne beslutning er en stor hjælp for dine pårørende, når sorgen rammer, da det kan være svært at tage en beslutning om, hvorvidt ens mand eller far, eksempelvis, skal brændes. Der er frit valg, når det kommer til kirkegårde i Danmark, og de fleste kirkegårde har flere forskellige gravstedsformer til både kister og urner. Derfor anbefaler vi de pårørende selv at besøge kirkegården og finde ud af, hvor der er ledige gravsteder, og hvilke sten der må placeres. Flere kirkegårde har oprettet skovkirkegårde, og ligeledes er der steder, hvor du kan få et gravsted under dit eget træ. Mange vælger at blive nedsat i de ukendtes fællesgrav for ikke ”at være til besvær” for de efterladte, og er det det, du ønsker, er det selvfølgelig helt okay. Dog anbefaler jeg, at du tager en snak herom med dine kære, for måske har de et ønske om at have et gravsted, hvor de kan mindes og placere en smuk personlig gravsten. Ligeledes har mange et ønske om, at asken bliver spredt over havet – og nogle vil endda have halvdelen spredt og den anden halvdel nedsat i et gravsted – og for at dine pårørende nemmest kan efterleve dette, kræver det, at du har udtrykt det skriftligt.
Levende musik eller klassiske salmer?
Mange tror, at det skal være klassisk og fuldstændig efter bogen med tre salmer akkompagneret af orglet samt en sort rustvogn og gravøl efterfølgende. Dette er der intet galt i, men det behøver ikke altid at være sådan. Vil du i stedet gøre din afsked personlig, kan musikken spille en stor rolle, da bestemte salmer, gospelkor, livemusik eller yndlingsnummeret afspillet i højtaleren kan personliggøre højtidligheden på smukkeste vis. Jeg hjalp engang med en højtidelighed i et hospitalskapel, hvor der blev serveret håndbajere, sunget fællessang til Kim Larsen, der blev talt og grint, og stemning var alt andet en sørgelig. Samtidig har jeg også haft en bisættelse, hvor afdøde skulle køres forbi personlige steder i rustvognen inden højtideligheden. Her foreslog jeg afdødes datter at spille afdødes yndlingsmusik under hele turen, hvorefter jeg modtog en flere timers lang playliste, som datteren havde nydt at lave til sin far. Det var den smukkeste tur, hvor datteren selv kørte med i rustvognen, og sammen lyttede vi til god musik og mindedes den afdøde. Musikken bringer minder frem og kan være en form for hyldest til det menneske, som har levet – og har du på forhånd selv valgt hele repertoiret, kan det ikke blive meget mere personlig og gøre højtideligheden hel speciel og uforglemmelig.
Hvor meget skal kirken ind over din afsked?
Vil du begraves i kirken, eller vil du have en borgerlig højtidelighed uden præst? Hvis du er medlem af Folkekirken, har du ret til en kirkelig ceremoni som oftest afholdes i kirke eller kapel, men kan efter aftale med præsten også afholdes et andet sted. Som udgangspunkt afholdes den kirkelige ceremoni i den kirke, der tilhører dit sogn, men ønsker du at blive bisat fra den kirke, du er døbt eller gift i, er der som regel også mulighed for dette. I forbindelse med bestillingen af bisættelsen/begravelsen aftales ceremoniens forløb med præsten over en samtale, hvor der tages udgangspunkt i den afdøde, personens ønsker samt de pårørendes ønsker til eksempelvis salmer. En borgerlig ceremoni er en højtidelighed, der holdes uden for folkekirken og uden medvirken af præst. Når dette er tilfældet kan højtideligheden afholdes fra et kapel eller et andet sted, eksempelvis egen have, og her er der rig mulighed for at sætte sit personlige præg på hele ceremonien. Uanset hvad, du vælger, kan det have stor betydning for de efterladte at få mulighed for at få sagt et sidste ordentligt farvel.
Stiveste puds eller hverdagstøj?
Langt de fleste iklædes personligt tøj, inden de lægges i kisten. Hvad end det er hverdagstøjet, jakkesættet, fodboldtrøjen, nattøjet eller brudekjolen, kan det have stor betydning for de pårørende at vide, at deres kære ser smuk ud på sin sidste rejse, og derfor er det et vigtigt element at have tænkt over. Dør du på et plejehjem eller hospice, hjælper personalet med at klæde dig på, men dør du på hospitalet, er det bedemandens job. Der er også mulighed for at vælge en såkaldt ’ligskjorte’ eller at komme herfra, som man er født. Helt uden tøj. Påklædningen kan have stor betydning, hvis de efterladte skal se dig i kisten inden ceremonien, hvor det i så fald bliver mere personligt, genkendeligt og kan fjerne meget af det ’uhyggelige’ ved at skulle se et dødt menneske. Derfor kan du tænke lidt over, hvordan du vil se ud, den dag du skal herfra. Engang iklædte jeg en dame, der havde nedskrevet, at hun ville herfra i sit fineste festtøj, og da hun ingen pårørende havde, havde kommunen været hjemme i hendes lejlighed og fundet den fineste rosa kjole og et par guldsko. Samtidig havde hun ønsket det største kistepynt fyldt med hvide og lyserøde blomster, som hun naturligvis fik. Det smukke ved dette var, at hun ikke ønskede nogen højtidelighed, men blot at blive kørt direkte til krematoriet, men hun ville herfra med manér.
Personliggør din kiste, urne og sidste køretur
Udover musikken og tøjet er der mange flere måder at personliggøre din sidste rejse på. Skal kisten være i en bestemt farve eller træsort, skal din urne være i din yndlingsfarve, eller skal der skrives/tegnes hilsener på den, inden den kommer i jorden? I samtalen med mig kan vi også tale om at få nogle personlige minder med i kisten ligesom vi naturligvis skal tale om hvorledes kisten skal pyntes. Skal den have dine favoritblomster i yndlingsfarven ovenpå, skal det være blomster fra haven, eller skal hver enkelt pårørende komme med en blomst hver, som til sidst danner et smukt personligt stykke kistepynt? Personligt ønsker jeg, at mine kære vil skrive eller tegne en hilsen til mig direkte på kisten, inden kisten bæres ud, og så vil jeg have masser af similisten på, da jeg elsker bling. Samtidig kan du tænke lidt over, hvordan du ønsker, at din sidste køretur skal være. Måske ønsker du en sidste tur forbi dit eget hjem, din arbejdsplads, din favoritcafe eller et sted i naturen, som betyder noget særligt for dig.
Skriv dine ønsker ned, og del dem med familien
Det vigtigste er at tage stilling. Når du har gjort eller gør dette, er det næstvigtigste at skrive det ned og dele det med dine pårørende. Skriv dine ønsker ned på en lap papir, eller udfyld ’Min Sidste Vilje’. Min Sidste Vilje er et hæfte, der ligger i alle Begravelse Danmarks butikker, hvori der er en lang liste med punkter omhandlende ønsker i forbindelse med din død. Du kan også downloade ”Min Sidste Vilje” fra Begravelse Danmarks hjemmeside og her kan du krydse ønsker af, uddybe og notere alt fra din påklædning, når du skal begraves, hvilken farve urnen skal have og salmeønsker til gravsted, kistepynt og gravsten. Dette er en god måde at få samlet alle dine tanker og ønsker, og efterfølgende bør du fortælle dine nærmeste, at du har udfyldt hæftet, og hvor du opbevarer den. Du kan og bør også snakke åbent med dine nærmeste om dine ønsker, og her er det naturligvis oplagt at snakke med din partner eller dine voksne børn. Tag eventuelt snakken over en god middag, mens I går en lang tur eller besøger afdøde på kirkegårde, og selvom det er svært, er det en meget vigtig snak at tage. Når dine børn når teenagealderen kan det være en god idé så småt at åbne op for snakken om døden og sine ønsker i forbindelse hermed, og vil du gerne snakke lidt med dine børnebørn om døden, findes der masser af god litteratur, som du kan bruge til at snakke med dem. Eksempelvis har Begravelse Danmark udgivet børnebogen ’Tager Bedste en taxa til himlen?’, som gratis kan fås i alle vores forretninger landet over, eller downloades fra nettet.
Bisættelsen i kroner og ører
Det er ikke helt omkostningsfrit at forlade denne jord, og prisen ligger gennemsnitligt mellem cirka 10 til 30.000 kroner afhængigt af begravelsens form. Dette kan være en stor udskrivning for dine efterladte, og derfor skal du også tænke på økonomien, når du tager stilling til din afsked. Det er naturligvis gratis at nedskrive sine ønsker, men hvis økonomien ikke matcher disse ønsker, kan det sætte dine kære i en ærgerlig situation, hvor de skal gå på kompromis. Når jeg har en samtale med de pårørende, slutter samtalen altid med den økonomiske del. Her spørger jeg eksempelvis ind til den afdødes fagforening, begravelseshjælp eller Sygeforsikringen Danmark, da der kan være økonomisk hjælp at hente her i forbindelse med din begravelse her, og er dine pårørende usikre på, om der er nogen hjælp at hente, er jeg naturligvis også behjælpelig med at undersøge dét.. Jeg gennemgår prisoverslaget med familien, inden det skrives under, så de er fuldt informeret om, hvad de betaler for. Som bedemand er det min opgave at lytte til de ønsker, afdøde og de pårørende har, men også råde og vejlede, hvis økonomien har betydning for disse ønsker.
FIND DIN LOKALE BEDEMAND