Karriereskiftet til bedemand er det bedste, jeg nogensinde har gjort
For halvandet år siden tog Maria en stor beslutning, der ændrede hendes liv. Uden erfaring sprang hun hovedkulds ud i livet som bedemand. Vi har været med 38-årige Maria på arbejde en helt almindelig tirsdag.
”Min far er død i nat. Han ligger på et plejehjem i Hvidovre.”
For de fleste ville beskeden fra denne unge mand på denne solskinsmorgen i juni få det til at løbe koldt ned ad ryggen, få hårene til at rejse sig og klumpen i halsen til at sætte sig. For Maria er opringningen blot en helt almindelig start på arbejdsdagen.
Maria er 38 år. Mor til tre. Forhindringsløbs-entusiast. Og bedemand.
”Når jeg fortæller dem, jeg møder på min vej, at jeg er bedemand, får de et chok. De fleste tror jo, at en bedemand er en mørkklædt, sørgmodig ældre mand. Omgivelserne har svært ved at forstå, at en bedemand også kan være en kvinde stylet med nydeligt opsat hår, den rette makeup og smykker om halsen.”
Indtil for tre år siden havde Maria aldrig overvejet, at der skulle stå bedemand på CV’et.
”Jeg mistede min egen mor i 2014 til cancer,” fortæller hun med et øjebliks fravær i blikket.
”Dengang var jeg helt ude af den og blev mødt af en bedemand, som jeg ikke syntes gav mig noget som helst. Han var meget stringent i sin måde at tackle situationen på. Og han var hverken tilstedeværende eller åben omkring, hvad der skulle ske. Jeg fik virkelig en følelse af, at dét her, det kan jeg gøre bedre.”
I mere end et år søgte Maria stillinger som bedemand i forretninger rundt om i hele landet. Men uden erfaring fra en begravelsesforretning hobede bunken af afslag sig op indtil en dag i marts sidste år, hvor en mulighed åbnede sig. Maria fik tilbudt en stilling i Begravelse Danmark og tøvede ikke et øjeblik med at gribe chancen.
”Jeg var på det tidspunkt social- og sundhedsassistent i hjemmesygeplejen og havde været det i mere end 20 år, så jeg trængte virkelig til nye udfordringer. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men tænkte ved mig selv, at jeg ikke havde noget at miste. Karrierespringet er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det giver mig virkelig meget, at folk kan gå herfra med et smil på læben og tænke, at der er styr på tingene, selv om de er følelsesmæssigt ude af den.”
Kl. 9.30 De svære beslutninger
Kun bunken af Kleenex på bordet og urnerne i reolen afslører, at vi befinder os i en begravelsesforretning og ikke en almindelig dagligstue.
Maria løfter blikket fra sin iPad og gør et holdt med de lange gule lakerede negle mod tastaturet, der skriver på livet løs for at besvare bunken af ulæste mails, der har hobet sig op i nattens løb.
”Vi har en travl dag foran os,” siger hun og fortsætter sine skriverier.
Det er i dette rum, at Maria møder familierne for første gang.
Om et øjeblik vil døren gå op, og ind vil komme den unge mand, som ringede Maria op tidligere på morgenen. Han vil have sin søster med. De to har få timer forinden set deres far sove ind. Nu skal de ud over sorgen tage stilling til, om deres far skal begraves eller bisættes, hvilken kiste der skal bruges, om gravstenen skal være rund eller firkantet, hvad der skal stå i dødsannoncen, hvilke blomster der skal oven på kisten, og hvornår børnebørnene kan lægge tegningerne til bedstefar i kisten. Det er Marias opgave at være den lyttende, men samtidig den professionelle, der tager det værste tryk af kaos fra familiens skuldre.
En prekær situation
Den første samtale med de efterladte er en prekær situation for både familien og Maria. Ud over at tårerne skal tørres af kinderne, den afdøde skal mindes, og de mange beslutninger skal tages, må familien også forholde sig til, at det er bekosteligt, når ens kære skal herfra.
”Det er en af de største udfordringer ved at være i dette fag, når man skal fortælle familien, hvad tingene koster. Jeg laver altid et overslag over omkostningerne, som jeg gennemgår med familien, men det er ikke billigt at komme herfra. En almindelig begravelse kan nemt koste mellem 15.000 og 20.000 kr. Jeg gør altid, hvad jeg kan for at fortælle familierne, at man ikke behøver at overfylde kisten med blomster. En enkelt rose kan også gøre det – ligesom en lille sten kan være mindst lige så fin som en stor. For mig handler det om at give familien en god afsked.‟
Kl. 12.30 En branche, hvor fejl IKKE må ske
Efter samtalen med familien følger papirarbejdet, inden turen fortsætter til plejehjemmet, hvor den afdøde far skal lægges i kiste. Det er på dette tidspunkt af dagen, Maria skal være mest på mærkerne. Enhver fejl vil blive bemærket og kan have store konsekvenser for de efterladte.
”Jeg er i en branche, hvor der bare ikke må ske fejl. Forstil dig, at du er kommet til at skrive et forkert navn på båndet på blomsterkransen, der skal ligge på kisten. At det er den forkerte dødsannonce, du har fået sat i avisen. Eller at du har fejlinformeret stenhuggeren. Der må bare ikke ske fejl. Heldigvis er jeg meget perfektionistisk. Og jeg har lavet mit eget system, hvor jeg skriver alting ned og sætter krydser, når en opgave er udrettet. Ellers husker jeg simpelthen ikke familierne fra hinanden.”
Det er i dette rum, at Maria møder familierne for første gang.
Døden og de pårørendes sorg
Selv om Maria dagligt står ansigt til ansigt med døden og andres sorg og ulykke, tager hun ikke arbejdet med hjem.
”Det har nok noget at gøre med, at jeg har været i hjemmesygeplejen i så mange år. Jeg har været vant til at kunne lægge ting fra mig. Og som regel er det jo gamle mennesker, der går bort. Det er en naturlig del af vores liv, og det har jeg det egentlig o.k. med. Hvis du skal blive berørt, hver gang et gammelt menneske går bort, kan du ikke holde til det her arbejde.”
Men der er familier, der rører Maria mere end andre: ”Det er værre, når det er børn. Det har jeg prøvet én gang. Og det var virkelig hårdt at se dette stakkels forældrepar, som havde mistet deres lille dreng, og som selv ville lægge ham i kisten, inden jeg skulle skrue låget på. Hold nu op. Der stod jeg virkelig og rystede. Og da familien bar den lille kiste ud, trillede tårerne ned ad mine kinder. For nylig mistede min veninde først sin mor og ugen efter sin mormor. Jeg var bedemand i begge tilfælde. I sådanne situationer kommer døden tæt på på en helt anden måde.”
Kl. 13.00 Et sidste farvel
Maria smækker bildøren i og begynder at gå hen mod indgangen til plejehjemmet med hastige skridt.
Hvad går der gennem dine tanker lige nu, hvor du om lidt skal se den afdøde far og overvære familiens sidste farvel?
”Lige nu tænker jeg faktisk mest på, om jeg skal gå til højre eller venstre, når jeg kommer ind i receptionen. Og så tænker jeg på de andre beboere på plejehjemmet, for lige om lidt kommer rustvognen, og man kan bare forestille sig, at de må tænke: ’Er jeg mon den næste?’”
Ude foran stuen bliver der tændt et lys for den afdøde far og sat et skilt frem. Sådan er proceduren, hver gang en familie skal sige et sidste farvel.
Inde på plejehjemmet er familien, forstanderen og resten af personale samlet. De står skulder ved skulder omkring den afdøde fars seng.
Tårerne triller, da de den velkendte salme ’Op al den ting, som Gud har gjort’ fylder rummet.
Det er en fast tradition på plejehjemmet i Hvidovre, at når en beboer går bort, laver de ansatte en ceremoni på stuen, hvor der bliver sunget en salme, fortalt nogle søde ord om den afdøde, og efterfølgende bærer de ansatte den afdøde ud i rustvognen, som holder klar ude foran.
Under den blå himmel bærer personalet den afdøde ud i den kulsorte, skinnende rustvogn.
”Så er vores opgave med familien midlertidigt færdig. Senere venter en masse papirarbejde i form af anmeldelse af farens død, bestilling af urne, bestilling af blomster, aftaler med kirken og så videre. Men nu er det af sted på krematoriet og hente nogle urner, der skal køres til kirkegården,” siger Maria.
Kl. 14.30 Et besøg på krematoriet
Efter besøget på plejehjemmet tager Maria os med forbi krematoriet.
Vi bliver ført ned i den kolde kælder, så vi kan få et indblik i, hvordan det egentlig foregår, fra de afdøde kommer ind i en kiste, til de ender i en urne.
”Her står kisterne på køl og venter på at blive brændt. Og i dag står her 24 stk. i alt,” fortæller Maria, mens vi står inde i det fire grader kolde fryserum.
Der kan gå op til 14 dage, fra de afdøde kommer ind i kølerummet, til de er blevet brændt.
Du er også med til at klargøre de afdøde, dvs. at du bl.a. klæder dem på og lægger dem i kisten. Hvordan har du det med det?
”For mig har det været helt naturligt at skulle røre ved de døde, fordi jeg har været en del af det sundhedsfaglige fag så længe. Havde jeg ikke været det, var det nok noget andet. Men det generer mig helt ærligt ikke.”
Maria står foran lågen til ovnen, hvor kisterne kommer ind i ovnen. Maria peger på en lille sten lavet af ler, som lige nu er det eneste, der markerer, hvilken afdød der ligger inde i ovnen.
Efter kisten med den afdøde er blevet brændt i ovnen, bliver knogleresterne blendet til aske, hvorefter asken bliver overført til urnen.
Ikke for sarte sjæle
Arbejdet som bedemand er ikke altid for sarte sjæle, og det overraskede da også Marias chef, at hun har valgt at blive i virksomheden.
”Jeg kan huske min første evalueringssamtale med min chef, hvor han sagde: ’Jeg havde ikke troet på, at du ville være i jobbet et helt år senere.’ Men jeg har ikke intentioner om at stoppe foreløbig. Jeg har et fantastisk arbejde, hvor jeg hver dag føler, at jeg kan gøre en forskel,” afslutter Maria.