Mette er bedemand under COVID-19:
”Det er en stor del af vores arbejde at kunne give håndtryk og kram”
Efter knap tre årtier i IT-branchen foretog Mette Harris Zierau-Delfs et markant sceneskift; hun ville væk fra skærmene og i stedet bruge sine sociale kompetencer til at hjælpe andre. Den mulighed fandt hun i jobbet som bedemand – men den seneste tid har COVID-19 gjort det vanskeligt at være der 100% for de pårørende, der har brug for det.
For to år siden kunne Mette Harris Zierau-Delfs fejre 25-års jubilæum som programmør og databasekoordinator i IT-branchen.
I dag ser hendes hverdag anderledes ud. På alle måder.
Når hun sætter nøglen i døren på kontoret, er det ikke længere til den vante plads bag tre store computerskærme, men en begravelsesforretning i Gentofte. Her hjælper hun pårørende med det svære farvel, når en nær relation er gået bort. Og selvom vejen dertil har været lang og broget, er hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun har fundet sin rette hylde.
– Som bedemand skal man give meget af sig selv, og det var præcis det, jeg søgte. Jeg sad langsomt og gik til bag skærmene, fordi jeg netop ikke fik brugt de kompetencer, jeg vidste, jeg havde, siger Mette Harris Zierau-Delfs.
Forskel for familier i sorg
Egentlig har Mette Harris Zierau-Delfs altid været bevidst om sine gode sociale kompetencer, fortæller hun. De har blot ligget i dvale i den tid, karrieren har drejet sig om noget andet. Indtil nu altså.
I den stadig forholdsvist nyerhvervede rolle som bedemand er empati, nærvær og rummelighed de absolut vigtigste værktøjer, hun skal have med sig i arbejdstasken.
– Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over jobannoncen, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det, jeg skulle. En bedemand skal kunne forstå, lytte og være nærværende på en respektfuld måde, og så skal man have en meget stærk intuitiv menneskeforståelse og situationsfornemmelse. Men det absolut vigtigste af det hele er, at man skal være sig selv. Simpelthen!
På en enkelt arbejdsdag er Mette Harris Zierau-Delfs typisk i kontakt med mange forskellige mennesker. Alligevel bliver jobbet, og måden hun møder de nye ansigter på, aldrig rutine, påpeger hun. Ikke to samtaler med pårørende er ens – og det skal de heller ikke være.
– Når der kommer nye mennesker ind ad døren i butikken, har jeg ca. 30 sekunder til at læse dem og afgøre, hvordan kommunikationen skal forløbe, så vi får den bedste dialog. Derfor er det også afgørende, at man evner at kommunikere bredt, forståeligt og med tanke på modtageren.
– Nogle samtaler varer ikke ret lang tid, fordi folk er meget konkrete. I andre tilfælde kan vi sidde i tre timer og snakke om det afdøde familiemedlem – og grine og græde lidt. Det er meget, meget forskelligt, og man skal kunne rumme det hele. Min vigtigste opgave er at kunne gøre en forskel for familier i sorg – i samtale med de pårørende. Alle de andre opgaver, de administrative og det andet, er sekundært.
Mangler kram og håndtryk
Også fysisk kontakt er en stor del af den tryghedsskabende funktion, man har som bedemand, fortæller Mette Harris Zierau-Delfs. Nogle pårørende får et varmt håndtryk, når de træder ind ad døren, mens andre har brug for et trøstende kram.
Begge dele har COVID-19 dog, ligesom alle andre steder, foreløbigt sat på pause, og det kan mærkes på både bedemænd og kunder.
– Lige nu og her er det sværeste, at jeg hverken kan give hånd eller tiltrængte kram. Det er en stor del af vores arbejde. Vi kan højest have to pårørende til samtale i butikken i denne tid, og vi kører heller ikke ud til hjemmesamtaler. Det betyder, at vi bruger telefonen mere, end vi plejer, og det er på ingen måde optimalt. At mødes fysisk skaber klart de bedste rammer for tillid og samarbejde.
Selvom coronaepidemien har gjort det vanskeligt for bedemændene at udføre deres job, er det uden tvivl familierne og de pårørende, der har trukket det tungeste læs, påpeger Mette Harris Zierau-Delfs. Hverken den sidste tid eller begravelserne kan foregå, som de plejer.
– Det har nærmest været umenneskeligt hårdt for nogen. Der har både været frustration over ikke at kunne se sine syge familiemedlemmer på hospitalet og efterfølgende ikke at kunne give den afdøde den respektfulde bisættelse eller jordfæstelse, de synes, de skulle have. Nogle har kunne fylde en hel kirke eller mere, men har fået at vide, at de kun måtte være ti. Familierne har virkelig skulle udvise noget fleksibilitet og tålmodighed.
Mens de seneste måneder har fået flere brancher til at genoverveje rammerne for fremtidens arbejdsliv, er Mette Harris Zierau-Delfs ikke i tvivl om, hvordan dagligdagen kommer til at forløbe i begravelsesforretning i Gentofte post corona; akkurat som i tiden før.
– Telefonsamtaler med en bedemand er altså ikke kommet for at blive – det er bare ikke et godt koncept. Vi skal ses og være i samme lokale, og som jeg sagde før: det kræver, man kan se hinanden i øjnene, give et kram og dermed være der for dem, der har brug for det.
FIND DIN LOKALE BEDEMAND
RING DØGNET RUNDT
